Loading...
Home 2017-06-01T08:22:56+00:00

Mit mål

KOMMUNIKATION I ØJENHØJDE

Videnskab, der er til at forstå, patientportrætter, kongresrapporter, patienthåndbøger, web-tekster, interviews med læger, patient-informationsmøder, kampagner …

Mit ydmyge mål er at bidrage til og styrke kommunikationen mellem, patienter, læger, medicinalindustri, sundhedssystemet og sundhedspolitikere. Jeg tilbyder konkrete kommunikationsløsninger og rådgivning inden for sundhedsområdet, der gør en forskel.

For mig er patientinddragelse et kodeord. Det handler om kommunikation i øjenhøjde.

Mit fokus

Mit fokus

Henover nogle årtier har menneskesynet ændret sig i vores sundhedssystem. I dag ses patienter som tænkende mennesker med en historie, med følelser og forventninger og med ret til medbestemmelse, når det gælder deres eget liv og helbred.

Helt grundlæggende er det en god og logisk udvikling, men den er ikke drevet alene af humanisme. Lige så vigtigt er det, at dette syn på patienten er vejen til et mere effektivt sundhedssystem, der som en livsbetingelse har store økonomiske udfordringer. Den aktive patient er et aktiv for sundhedssystemet.

Tanken om den medbestemmende, aktive patient giver på alle måder god mening og ikke mindst, når vi taler om mennesker med langvarig eller kronisk sygdom. Dem, der skal leve med langstrakt behandling og hyppig kontakt med sygehuset.

Og her kommer kernen i mit budskab:

Patienterne, de pårørende, patientforeningerne, sundhedspersonalet og de virksomheder, som udvikler og fremstiller lægemidlerne, har brug for kompetencer, der matcher kravet om patientinddragelse. Kompetencer, der ikke kommer dumpende af sig selv, og som stiller krav til indlevende og kvalificeret kommunikation.

I dag er det nødvendigt, at patienterne ruster sig til dialogen og samspillet med de sundhedsprofessionelle. Det kræver information og viden, der i praksis vil komme fra mange kilder: Fra sundhedspersonalet, medierne og internettet, fra mennesker rundt om den syge og ikke mindst fra patientforeninger, der har en stadigt vigtigere opgave som videns- og erfaringsformidlere. De nye krav skal også ses i det perspektiv, at social lighed er en dokumenteret mangelvare i sundhedssystemet. Vi ved, at de veluddannede kommer bedre gennem alvorlig sygdom og lever længere. Det er ikke mindst et signal til patientforeningerne, der har en vigtig opgave i at tilbyde mennesker med vidt forskellig baggrund og forudsætninger støtte, viden og indsigt.

Når alt kommer til alt ligger nøglen til fremgang for både patienter og behandlingssystem i vores evne til at kommunikere. Til at gøre det komplicerede forståeligt og vedkommende. Til at nå hinanden som mennesker. Til at gøre ideal til virkelighed.

Og det er her jeg, i al beskedenhed, har noget at byde ind med.

Det, jeg kan

Susanne, der har kronisk lymfatisk leukæmi, fortæller sin historie i bogen ‘Ukendt og usynlig’.

Det, jeg kan

Jeg har erfaring fra en lang række meget forskellige konkrete, løsningsorienterede opgaver og discipliner, der har det tilfælles, at de på en eller anden måde udspiller sig i et felt mellem læger, patienter, medicinalvirksomheder og politiske beslutningstagere. Det er f.eks. kommet til udtryk i:

  • Redigering af patienthåndbøger
  • Patientportrætter
  • Bøger: Patient-/pårørenderettede, sygdomsspecifikke bogudgivelser (senest ‘Ukendt og usynlig’ – om at leve med blodkræft (for Janssen))
  • Tilrettelæggelse og afvikling af patientinformationsmøder
  • Kongresrapporter
  • Interviews med toneangivne læger (til læger og patienter)
  • Nyhedsbreve om kliniske undersøgelser
  • Tekst til websider (patientrettede og sygdomsspecifikke)
  • Pressemeddelelser og mediekontakt (typisk i forbindelse med præsentationen af nye studiedata)
  • Medvirken ved strategiudvikling i forbindelse med lancering af nye lægemidler
  • Kontakt til og dialog med sundhedspolitikere (nationalt og regionalt)
'Ukendt og usynlig'

Bog med personlige fortællinger om det at leve med blodkræft
>> Læs historierne

LyLe Bladet

Patientportrætter i medlemsblad for mennesker med lymfekræft, leukæmi og MDS
>> Se eksempler

Kongresrapporter

Rapporter fra videnskabelige kongresser

Web: CMLviden.dk

Tekstproduktion til hjemmeside om kronisk myeloid leukæmi
>> Besøg CMLviden.dk

'I starten græd vi bare'

Bog med portrætter af pårørende til brystkræftpatienter
>> Læs historierne

LyLe Nyt

Faglige artikler i medlemsblad for mennesker med lymfekræft, leukæmi og MDS
>> Læs artiklern her

Om mig

Om mig

25 ÅR MED KOMMUNIKATION

Jeg har arbejdet med kommunikationsrådgivning, journalistik og skribentvirksomhed i mere end 25 år. De sidste 12-15 år næsten udelukkende med fokus på sundhedsområdet. Jeg har erfaring fra en lang række meget forskellige opgaver og discipliner, der har det til fælles, at de på en eller anden måde udspiller sig i et felt mellem læger, patienter, medicinalvirksomheder og politiske beslutningstagere.

SVEDIGE HÆNDER

Det startede med en kardiologikongres i Dallas. Mine hænder var drivvåde af sved hele vejen over Atlanten. Med god grund. Jeg forstod ikke meget af de videnskabelige præsentationer, som jeg havde til opgave at formidle til danske, svenske og norske læger. Men det blev bedre, da jeg opdagede, at man kunne snakke med de læger, der stod der med deres bjerge af Power Point-præsentationer. Sætte dem ned i en blød stol og spørge dem: Hvad handler det her om, hvad viser dine data, hvorfor er det vigtigt, hvad betyder det for patienterne? Det var kommunikation i øjenhøjde. Og det virkede.

Siden har jeg lavet en lang række rapporter fra store internationale lægekongresser. Ikke mindst inden for onkologi og hovedsagelig baseret på one to one-interviews med kloge, varmhjertede og dedikerede mennesker.

PATIENTEN OG DE PÅRØRENDE

Senere begyndte jeg at tale med og skrive om patienter og deres pårørende. Om deres sygdom, om det liv, der stadig skulle leves, om at få det bedste ud af det – og nogen gange om at blive rask.

Det er blevet til at utal af patientportrætter, interviews med toneangivne læger og til flere nyttige og succesfulde bøger.

Parallelt med det har jeg haft en særlig opgave i at gøre kompliceret medicinsk stof tilgængeligt for dem, det handler om: patienterne. Platformen har her været patientforeningsblade, patientrettede magasiner og websider (se fx cmlviden.dk) m.m.

PLUS EN HEL MASSE ANDRE FORNUFTIGE TING

Når jeg ikke arbejder, prøver jeg at forhindre mit hus i Hornbæk i at falde sammen, cykler i de nordsjællandske skove eller sidder foran pejsen i mit hus i Sverige. Plus en hel masse andre fornuftige ting.

Vejen hertil

Vejen hertil

CURRICULUM VITAE

Eyelevel Communication

Sundhedskommunikation i øjenhøjde. Indehaver. Siden december 2016.

Geelmuyden Kiese

Rådgiver, medical writer og skribent. 2011-2016.

Axept A/S

Certified Lifestyle Coach. 2009-2010.

Mannov

Rådgiver, medical writer og skribent. 1997-2011.

Hvolgaard A/S

Journalist og copywriter. 1990-1996

Danmarks Journalisthøjskole

Diverse supplerende kurser. Siden 1996.

Dansk Shell

Informationsmedarbejder. 1992–1995.

Københavns Universitet

Samfundsvidenskab, Nordiske Sprog, Film. 1977-1987.

Mine kunder

Mine kunder

OG SAMARBEJDSPARTNERE

Jeg har bl.a. arbejdet med og for følgende virksomheder og patientforeninger:

Medicinalvirksomheder:

  • Almirall: Sclerose
  • Cederroth: Kosttilskud
  • GE Healthcare: Parkinsson, MR-scanning, kontrastmidler, diagnostik
  • Janssen Cilag: Hæmatologi
  • Leo Pharma: Dermatologi (psoriasis)
  • Novartis: Blodkræft, hjertesvigt, iron overload, thalassæmi, øjensygdomme, KOL
  • Novo Nordisk: Diabetes
  • Pfizer: Tand/mundsygdomme
  • Sandoz: Erektil dysfunktion

Patientforeninger:

  • Dansk Myelomatoseforening
  • DBO – Dansk Brystkræft Organisation
  • Kræftens Bekæmpelse/Stafet For Livet (frivilligt arbejde)
  • Lungekræftforeningen
  • LyLe – patientforeningen for lymfekræft, leukæmi og MDS
  • MDS patientstøttegruppen
  • MPN-foreningen (primær myelomatose, polycytæmi vera, essentiel trombocytose)
  • Parkinsonforeningen
  • Propa – Prostatakræftforeningen
  • Psoriasisforeningen
  • Scleroseforeningen
  • Senfølgerforeningen
Mit netværk

Mit netværk

Mit netværk består af tidligere kolleger, samarbejdspartnere og andre kloge mennesker. De er vigtige, fordi jeg som enmandsfirma ikke bare kan gå hen i HR eller Kommunikation og få et godt råd.

Nedenstående er top 10 over folk, jeg kender rigtig godt gennem mange år, og som jeg af og til drikker en kop kaffe med for at få inspiration og gode råde og tager med om bord, hvis opgaven kræver det.

Anne Bove-Nielsen, ABOVEcommunications: Ledelsesrådgiver

Carsten Andersen, CA: Fotograf

Jesper Lynghus, Lynghus Kommunikation: Krisestyring

Lars Fløe Olsen, Attendo Danmark: Communications Manager

Lasse Meldgaard Bloch, Geelmuyden Kiese A/S: Seniorrådgiver, energi, klima og healthcare

Martin Dræbye Gantzhorn, Bech-Bruun: Partner, advokat og Life Sciences & Healthcare Expert

Mikael Børsting, Ulveman & Børsting: Partner og Senior Advisor, public affairs

Rikke Sørensen, Plus R: Grafiker, webdesigner og kommahaj

Søren Birgens, Molecule: Medical writer, onkologi

Therese Bech, Anthill Agency (pharma): Strategic Director

Det, de siger

Det, de siger

OM MIG

“Mine kolleger og jeg har brugt Finn til mange forskellige kommunikationsopgaver i en årrække. Han har en stor viden om onkologi og ikke mindst om hæmatologi. Det gør det meget nemt at arbejde sammen med ham. Jeg sparer en masse tid, fordi han kender stoffet og forstår det system, vi er en del af. Det er også meget værdifuldt, at han har et solidt netværk blandt klinikerne inden for mit felt. Finns store styrke er hans evne til at omsætte meget kompliceret stof til noget, der er forståeligt for almindelige mennesker. Og så er han simpelthen en rar fyr, man altid kan regne med.”
Susanne Strauss Rasmussen, Disease Area Manager, Novartis Healthcare A/S

“Finn Stahlschmidt er en meget sjælden fugl i det bur, der hedder dansk kommunikation. Jeg har kendt Finn i mange år, været bestyrelsesformand i et af de firmaer, han har været i, og jeg kan roligt sige, at han er enestående. Finns pen er spids og præcis, men altid med respekt for emnet og særligt for de mennesker, han beskriver. Finn er i det hele taget exceptionel god til mennesker. Når han samtidig ikke er bleg for at tage fat i et hvilket som helst vanskeligt emne, ja, så har man en vinderkombination. Læg dertil mandens enorme viden om medicinalområdet, oparbejdet gennem årene. En rådgiver i topklasse.”
Jesper Lynghus, rådgiver

“Jeg har leukæmi og var en af de patienter Finn interviewede til bogen om blodkræft – Ukendt og usynlig. Jeg oplevede, at Finn var god til at lytte og forstå mig. Han var god til at holde mig fast og hele tiden komme nogle niveauer ned i det, som er meget svært at tale om. Det var vigtigt for mig, at Finn skabte en meget høj grad af tryghed, der gjorde det lettere at tale om svære de ting på en helt naturlig måde. Der har han en gave. Jeg oplevede, at han havde respekt for mine grænser samtidig med, at han stille og roligt flyttede dem. Det blev en meget nyttig samtale, som jeg sikker på også har værdi for andre. Det var faktisk meget bevægende at læse min egen historie, at se mig selv i det spejl. Jeg har en fornemmelse af at Finn kan tale fortroligt med alle mennesker, og så har han i øvrigt også humor.”
Susanne Vedel Schmidt, kræftpatient

“I patientforeningen LyLe har vi arbejdet sammen med Finn som journalist og kommunikationsrådgiver stort set siden foreningen blev stiftet for 10 år siden. Han har en særlige evne til at omsætte meget vanskeligt stof til hverdagssprog. Ikke mindst derfor har han været meget værdifuld for os og værdsat af vores medlemmer. Finn har en særlige evne til at skabe tillid og få mennesker til at åbne op. Det er vigtigt, når man både skal tale med patienter og læger. I vores verden er det afgørende at kunne kommunikere i øjenhøjde. Det kan Finn.”
Rita O. Christensen, formand for LyLe – Patientforeningen for Lymfekræft, Leukæmi og MDS

“Mit møde med Finn kom til at få en betydning, der rakte langt ud over, hvad jeg havde kunnet forudsige. Han interviewede mig til bogen ‘Ukendt og usynlig’, fordi jeg er gift med Tina, der har været gennem et forløb med en meget alvorlig blodkræftsygdom. Finn har en helt særlig evne til at skabe tryghed og tillid. Det var en vigtigt forudsætning for, at det var muligt at åbne op og fortælle om de meget svære ting, vi har været igennem her i familien, og hvordan det har påvirket mig personligt. Resultatet kom egentlig lidt bag på mig, fordi det meget hudløst ærlige, men også meget respektfulde interview lærte mig ting om mig selv, jeg ikke havde set på samme måde før. Det er jeg taknemmelig for i dag. Oplevelsen førte til, at Tina og jeg kom i TV2’s Go’ morgen Danmark med vores historie. Det var grænseoverskridende, men gav enorm god mening, fordi det hele gik ud på at skabe større kendskab til blodkræft i den brede offentlighed. Det skal jeg love for lykkedes. Efterfølgende var der mere end 250.000 mennesker, der så interviewet på nettet. Mit møde med Finn har været lærerigt og omvæltende, men på den absolut positive måde.”
Patrick Henriksen, far til to og gift med Tina, der i 2013 fik konstateret akut myeloid leukæmi

KONTAKT MIG

Kontakt

LAD OS FÅ EN SNAK

Jeg har til huse i Van der Ostens Palæ på kajkanten i Helsingør. Kan du finde Kronborg, kan du også finde mig.

Ring, skriv eller kig forbi!

Eyelevel Communication
v/ Finn Stahlschmidt
Stengade 83, Nordbo
3000 Helsingør
Danmark
eyePhone: +45 22 87 55 71
CVR:  31720923